Er Pitti-paladset og Boboli-haverne et besøg værd?
Man træder ind gennem den stramme stenfacade, og pludselig bliver alting nærmest teatralsk: lofter med freskomalerier, vægge beklædt med silke, malerier, der hænger tæt op til gesimsen, og så en bagdør, der åbner ud mod skråninger med cypresser og det klare toscanske lys. Der er kun få steder i Firenze, hvor stemningen skifter så radikalt i løbet af et enkelt besøg.
Den kontrast var bevidst. Slottet blev hovedsæde for Medici-hoffet, efter at Eleonora di Toledo havde købt det i 1549, og Boboli blev udformet som en udendørs forlængelse af dynastiets magt — dels have, dels kulisse, dels privat tilflugtssted for herskere, der ønskede at have Firenze for deres fødder.
Fordelen er rækkevidden. Man forlader stedet efter at have set Rafael i sale bygget til fyrster og derefter begivet sig op i en have, hvor obelisker, grotter og vidtstrakte udsigter giver en fornemmelse af, at byen er skabt udelukkende til én selv. Her får du et indblik i livet ved hoffet, samlervirksomhed, landskabsarkitektur og byens silhuet på én gang.
Spring det over, hvis: du ikke bryder dig om trapper, grusstier eller lange museumsbesøg.